Selvbetjening
Det sker
Nye indkøb
Læs
Musik
Spot på
Månedens kunst
For børn
Alt om os

Nytårsforsæt: Dit nye, sundere liv starter på biblioteket

De fleste kender det vist. Årsskiftet bruges som anledning til at overveje livet og ændre på kursen. De klassiske forsætter er ofte relateret til en ændring i livsstil med rygestop, motion, sund mad og slankekure.
Du behøver ikke investere i dyre magasiner eller en personlig coach for at finde en kur, der passer dig. Biblioteket har rigtigt mange bøger om sund levevis og i januar har vi sat en del af dem frem, så de er lige til at gå til.

Reserver bøger og film om

 

Et nytårsforsæt skulle gerne holde længere end til 2. januar.

Sådan holder du dit nytårsforsæt er læge Jerk W. Langers gode råd.

Listen herunder giver et par bud på bøger med konkrete forslag, vejledninger og hjælp men også inspirerende litteratur om mennesker som har lagt deres liv om.

Kost:

Sunde tanker

Sunde tanker handler om ernæring, vægttab og kost. En sådan indholdsbeskrivelse kan man også finde på mange andre bøger men denne skiller sig ud ved at bygge på videnskabelige principper. Bogen er skrevet af de kendte Koch brødre (som er kokke) i samarbejde med to læger Bo Christensen og Torsten Lauritzen og en klinisk diætist Birgit Schelde. Bogens mål er at anvise en sundere livsstil men med velsmag og bogens 80 opskrifter er lettilgængelige.

Baronessen går i køkkenet

Caroline Flemming er kendt fra tv og nu har hun begået en kogebog. Den er der ikke meget baronesse over. Den indeholder gode, enkel og overkommelige opskrifter på sund mad. Alle skulle efter sigende være godkendt af hendes børn og de er opdelt i afsnit som morgenmad, salater, til hverdag, til fest, til enhver tid og desserter. Der er (heldigvis) ikke så meget ugeblad over kogebogen.

Rygestop:

Rygestop for livet

Forfatteren har en baggrund i kræftens bekæmpelse og har selv været storryger i 18 år. I bogen gives en humoristisk levering af et ellers meget alvorligt emne. Bogen indeholder både personlige beretninger og meget konkrete vejledninger og handlemuligheder i vanskelige situationer. En lettilgængelig og munter bog.

Rygestop på 1 måned

Bogen fortæller meget nøgternt om, hvad rygning gør ved din krop. Under rygestoppet sker der også mange ting. Der skal ændres vaner, vejrtrækningen bliver bedre, lugtesansen vender tilbage osv. Disse og alle andre elementer følger et bestemt mønster, og i bogen illustrerer fint , hvad der sker hvornår. Man får grundig beskrivelse af en række almindelige faldgruber, som man skal undgå.

Alkohol:

Lær at drikke med måde

Denne bog er henvendt til dem som mener de drikker rigeligt men ikke er afhængige af alkohol. Det er en selvhjælpsbog som med forskellige metoder og teorier forsøger at give værktøjer til at styre forbruget af alkohol uden at være total afholdende.

Motion:

Ølmaven og hvordan du slipper af med den

En humoristisk helseguide målrettet mænd (med og uden ølmave) Bogen foreskriver et program som forfatteren har døbt BOSS - Blodtypekost, Oprindelig ernæring, Stress af og Slap af. Bogen har en række konkrete cases med mænd fra det virkelige liv.

 

Løbeguide for begyndere

Guiden er af amerikansk oprindelse og det kan godt mærkes på tilgangen og sproget men bogen indeholder et godt afprøvet 13. ugers løbeprogram, gode stræk- og styrkeøvelser samt gode råd om kost og motivation. Undervejs er der en del personlige historier fra forskellige mennesker om løb.

Stress:

Livet efter stress

Stress er vor tids store folkesygdom og udvalget af bøger om emnet er derfor også stort. Denne nye bog henvender sig især til folk som har været ramt af stress og er på vej tilbage på jobbet. Her er metoder til hvordan man bedst viser egenomsorg i tiden efter man har haft stress og af den grund har været væk fra arbejdsmarkedet.

Vejen til indre ro i en travl hverdag

Denne bog er især henvendt til ledere og andre ansatte i erhvervslivet. Forfatteren er underviser i erhvervsmeditation og viser med flere eksempler fra den verden hvordan meditation kan bruges i en travl hverdag. Meditationens resultater relateres til den nyere hjerneforskning. Bogen virker seriøs, jordnær og nem tilgængelig.

Vægttab:

Bliv klar til vægttab

Helle Marcussen er professionsbachelor i ernæring og sundhed og har selv tidligere været overvægtig. Hun har skrevet en bog som behandler vægttab såvel psykologisk som fysisk. Der er især vægt på forberedelse og planlægning af vægttabet for at opnå en sikker succes.

Kloge kalorier

Det handler om at få så megen mæthed for de indtagne kalorier som muligt hvis man skal tabe sig. Men det handler også om at få noget velsmagende mad. Bogen beskrives som lettere videnskabelig i sin tilgang til emnet. Det virker seriøst men sproget er en smule akademisk.

Økonomi

Sund økonomi - sådan: fra underskud til overskudsmenneske

Hvordan får man overblik og dermed kontrol over privatøkonomien og hvordan bliver man bevidst om hvad man bruger pengene og livet på. Der er et væld af gode råd og anvisninger på hvordan man gennem overblik og optimering af sin økonomi får et bedre liv med mere overskud - både økonomisk men især menneskeligt.

Prøv også:

Motion

Opmål din løberute

Lån zumbamusik og træningsprogram på biblioteket Kom i for med Zumba - lån musik og træningsprogrammer på biblioteket

Rygestop:

Få hjælp til at blive røgfri

Meld dig til et af kommunens rygestopkurser

Stressforeningen:

Hjælp til at håndtere stress: http://www.stressforeningen.dk/

Et nytårsforsæt skulle gerne holde længere end til 2. januar. Få gode råd til, hvordan du holder fast i dit nytårsforsæt.

Siden er opdateret: 28. februar 2012

Tønder Kommunes Biblioteker, Richtsensgade 10, 6270 Tønder  •  Tlf.: 7492 9840   • EANnr.: 5798005030478
 Åbningstider: Løgumkloster  •  Skærbæk  •  Toftlund  •  Tønder  •  Lokalhistorisk Arkiv
Email: biblioteket@toender.dk  •  Ris & Ros til Webredaktionen