Edgar Allan Poe fylder 200 år d. 19. januar 2009, og vi bringer i den anledning en artikel og en håndfuld links til hvor du kan læse mere.

De døde lever! 

Måske ikke i bedste velgående, men de siger ikke nej tak til et godt glas vin og en god cigar. I den amerikanske forfatter Edgar Allan Poes hallucinerende univers lever de døde, de vanvittige og de virkeligt morsomme side om side og byder sammen læseren inden for i et af verdenslitteraturens mest excentriske og underholdende forfatterskaber. I anledning af forlaget Klims nyoversættelse af Poes fortællinger, ser LitteraturNu nærmere på den amerikanske kirkegårdsromantiker.

- Edgar Allan Poe fødtes for 200 år siden d. 19. januar 1809 i Boston, Massachusetts; Han døde i Baltimore d. 7. oktober 7, 1849. Digteren var særdeles kendt – personligt eller gennem sit rygte – overalt i dette land. Han havde læsere i England og i adskillige andre lande i Europa, men han havde få eller ingen venner. 

I 1849 fandt man Edgar Allan Poe døende i en rendesten i Baltimore. Dødsårsagen var ukendt – og er det stadig, men som ovenstående nekrolog ikke lægger skjul på, bekymrede det ikke den amerikanske samtid synderligt.

Edgar Allan Poe havde aldrig været nogen populær eller folkekær skikkelse i Guds eget land. Etiketter som ’alkoholiker’, ’stofmisbruger’, ’spillefugl’, ’racist’, ’snob’ og ’hysteriker’ klæbede til forfatteren som en trofast hund, og overordnet set kan den rolle, som Poe indtog i det dybt religiøse og moralsk snæversynede samfund, bedst forklares ud fra det forhold, at Edgar Allan Poe var en outsider. En radikal outsider, der både på det personlige plan og i sit litterære virke, gik stik imod vindretningen på The American Strand. 

 I den første halvdel af det nittende århundrede var det amerikanske samfund generelt, og den kulturelle og politiske elite på østkysten især, stadig under enorm påvirkning fra deres puritanske forfædre. De første puritanske immigranter ankom i det legendariske skib Mayflower til den nye verden i 1620 og tildelte hurtigt sig selv den dominerende rolle i opbyggelsen og forvaltningen af østkystens samfundsstrukturer. Disse engelske puritanere var calvinister af den strenge, sorte skole og i de små religiøse samfund var der igennem de første hundrede år dækket op til både arvesynd, fortabelse og snedige prøvelser fra både Gud og Djævlen.

På Edgar Allan Poes tid stod de gudfrygtige, moralske og ædruelige dyder stadig i højsædet, og derfor er det næppe overraskende, at en skikkelse som Poe ikke faldt i de stramtandede puritaneres smag.  Edgar Allan Poe var hverken gudfrygtig, moralsk eller ædru. Han indtog alkohol og opium som var det slik, giftede sig med sin 13-årige kusine, da han selv var godt oppe i tyverne og levede som en ægte boheme hellere af fantasterier og skønne formuleringer end af solid amerikansk kost som kalkun og græskartærte. Alt i alt en syndig, sindsforvirret og forhutlet skurk, set med datidens amerikanske og firkantede brillestel. 

Det var dog langt fra kun personen, den ryggesløse flanør, der gav anledning til himmelvendte øjne, fnysende næser og snerpede læber på den amerikanske østkyst. Også Edgar Allan Poes lyrik og prosa skabte en del røre i andedammen, eftersom de begge, på hver deres måde, gjorde op med fremherskende litterære tendenser i samtiden. Tendenser, der ligesom så meget andet i det amerikanske samfund, i høj grad var baseret på de calvinismens religiøse dogmer. 

Et af de punkter, der virkede mest provokerende på den amerikanske samtid, var den måde hvorpå Poe i sine lyriske produktion utvetydigt var fortaler for l’art pour l’art tankegangen, dvs. at dyrke kunsten for kunstens egen skyld, eller som Poe formulerer det med sit helt eget varemærke: ’natten for nattens egen skyld’. Som Poe bl.a. beskriver det i sit poetologiske essay ’The poetic principle’, henter poesien – og dermed skønheden – berettigelse i sig selv og behøver derfor ingen opvartning af hverken sandheden eller den didaktiske pegepind. Snarere tværtimod. Denne prioritering af skønheden som poesiens mest afgørende og primære egenskab, markerede et klart brud med datidens litterære grundforestillinger, hvor den hellige treenighed, Gud, Sandheden og Moralen stadig stod på førstepladsen, og det æstetiske udtryk spillede en underordnet rolle. 

At Poe således fremhævede skønheden som poesiens vigtigste faktor, og ligefrem forsøgte at lukke de gudfrygtige dyder ude i kulden, blev af mange betragtet som direkte blasfemisk. Og så skal det selvfølgelig også med i regnestykket, at Poe havde et noget ukonventionelt skønhedsideal. Som han selv konkluderer i artiklen ’The Philosophy of Composition’, med en forudgående argumentation der måske vil forekomme nogen en kende mangelfuld, er melankolien den smukkeste af alle poetiske ’toner’, døden det mest melankolske emne i verden – og følgelig må en død smuk kvinde naturligvis være det smukkeste emne i verden!  

Det er netop Edgar Allan Poes forkærlighed for at smukkesere døden generelt, og de døde kvinder i særdeleshed, som mange forbinder med forfatteren. Den poe-tiske dødsromantik er da også et helt afgørende tema både i lyrikken og prosaen, hvorfor mange i og omkring gothkulturen dyrker forfatteren som det helt store forbillede (det danske gothmiljø har endog opkaldt deres københavnske klub ’The Black Cat’ efter Poes novelle af samme navn). Billedet af den ligblege natteravn, der skriver digte på indersiden af kisten, er imidlertid langt fra udtømmende. Som bekendt var Poe ikke blot ophavsmand til den moderne gyser, men skrev også inden for krimigenren (hvor han med sin excentriske detektiv C. Auguste Dupin ansporede Arthur Conan Doyle til skabelsen af Sherlock Holmes), science fiction universet og det groteske og absurd humoristiske. 

Derfor er det en stor glæde, at Klim nu har fået nyoversat og samlet alle Poes fortællinger i to bind, der giver læseren et mere retvisende billede af den mangfoldighed og spændvidde, man finder inden for Poes short stories, som man ville kalde dem i dag.  Hvis man ser nærmere på denne dugfriske samling af alle Poes fortællinger, er det påfaldende hvorledes de alle – på trods af og på tværs af genrer – i en ekstrem grad unddrager sig realismens klassiske pennestrøg eller faktuelle pejlemærker i det hele taget. Poe smyger sig ikke bare behændigt uden om konkrete steds- og tidsangivelser – her er hans historier om detektiven Dupin dog undtaget – men fremviser en helt grundlæggende mangel på interesse for tildragelser i den ydre sociale og politiske verden. Dette er dog ikke ensbetydende med, at Poe ikke har aktier i den virkelige verden så at sige, men blot at hans interessefelt ligger et andet og mindre tilgængeligt sted – nemlig i den menneskelige sjæl, psyke eller bevidsthed om man vil. 

Man har derfor ofte søgt at karakterisere Edgar Allan Poes særlige nyskabelse (eller amerikanisering?) af den europæiske gotiske gyser gennem termen sjælerealisme. Det er da også klart, at det helt nye – eller moderne – ved Poes hårrejsende fortællinger først og fremmest ligger i hans internalisering af det udvendige drama. Det er sjælens maltrakterede og uhyggelige former, vanviddets bizarre udtryk og de irrationelle og uforklarlige størrelser i den menneskelige psyke, der giver Poes fortællinger deres dybde og foruroligende karakter, som stadig vækker genklang i nutidens læsere. Eller som Poe selv udtrykker det i sin groteske og komiske fortælling ’Hvordan man skriver en gyser’:  - Det er trods alt følelserne, det drejer sig om i sidste ende. Skulle De nogensinde drukne eller blive hængt, må De endelig huske at skrive Deres følelser ned – de vil være en formue værd.” 

Med dette svært upraktiske råd, kan jeg kun opfordre læseren til at gå i kødet på denne storartede dødbider, der til alt held genopstår gang på gang i vores litterære bevidsthed.

Original forfatter Nanna Goul