Mange af disse har du hørt om
i dagspressen, set reklamer for,
set på bestsellerlisterne og set
programmer om i fjernsynet.
En anden stor del bliver også
anmeldt vældigt godt i pressen,
men bliver derpå ikke rigtigt
omtalt nogen steder. Disse bøger
lever et stille liv på
biblioteket, og det synes vi er
synd. Derfor vil du hver måned
herinde kunne se en præsentation
af nogle nye romaner, du måske
ellers ikke lige havde opdaget.
Du kan naturligvis også
reservere bøgerne, ved at klikke
på titlen.
Preben Mørkbak, der brød
igennem med det store
vikingeepos om Erik den Røde, er
nu klar med en lige så stort
anlagt historisk roman om Sven
Tveskæg - Danernes sidste
viking.
Det er fortællingen om den
viking, der senere blev dansk
konge efter en magtkamp med
faderen, Harald blåtand (som han
myrdede!), og grundlagde
Danmark. Han indtog dele af
Norge og Sverige og hele
England, hvor han i 1013 - året
før sin død - blev anerkendt som
kongen over alle engelske.
Romanen er resultatet af
flere års research og må
betragtes som det første opgør
med den historie-opfattelse,
ifølge hvilken Sven Tveskæg kun
var en brutal parentes i dansk
og nordeuropæisk historie.
Romanen påviser således, at den
verdensberømte Jellinge-sten
ikke er den granit værd, runerne
er ristet i.
Anmelderne skrev:
5 stjerner. Preben
Mørbak har skrevet en
bloddryppende velfortalt roman
af freudianske dimensioner om
Sven Tveskægs faderopgør med
Harald Blåtand.
4 stjerner. Der
følger plyndringer, voldtægter,
knuste fingre, afskårne lemmer
og nedbrændte landsbyer i
kølvandet på vikingerne, når de
går i land på Englands, Norges
eller Sveriges kyster.
I den forstand ligner de dem, vi
kender fra historiebøgerne, men
de er altså anderledes levende,
når Preben Mørkbak slipper dem
løs med flagrende hårlokker,
vilde blikke og rasende brøl.
Henriette Bacher Lind,
Jyllands-posten
Efter mere end 500
siders lemlæstelse, svig, raseri
og enfoldigt heltemod har man
ikke fået nok. Jeg tæller dagene
til andet bind om Sven Tveskæg
udkommer. Og jeg tager gerne
alle klicheerne med igen. De
hører ligesom hjemme her. På sin
vis følte jeg mig hensat til en
slags læseoplevelse, jeg faktisk
havde glemt. Jeg blev dreng
igen, da jeg læste bogen. Ulrik Langen, Weekendavisen
Wojciech Kuczok er født 1972 og
opvokset i Chorzów ved Katowice
i det sydvestlige Polen.
Debuterede i 1999 med
Fortællinger. For romanen Skarn
modtog han i 2004 NIKE, den
vigtigste polske litteraturpris.
Romanen er filmatisereret og
oversat til seksten sprog.
I den halvt selvbiografiske
Skarn lader han en ung mand
fortælle om sin mareridtsagtige
opvækst i det kommunistiske
Polens sidste årtier.
Skuepladsen er familiens hus der
blev bygget af fortællerens
farfar før den anden verdenskrig
og ligger midt i
kulminearbejdernes rå og
beskidte kvarter, som vrimler
med uvorne unger, rapkæftede
mødre og alkoholiserede,
voldelige fædre. I huset bor
foruden fortælleren og hans
forældre også en halvtosset
onkel, en aldrende, ugift tante
og nogle lejere der flyttede ind
efter krigen, og som familien
ikke bryder sig om.
Fortællerens far, en mislykket
kunstner, lader sin vrede gå ud
over moren og sønnen; han
tyranniserer dem med sin pisk og
sine sarkastiske ordspil og
tvinger dem til at lytte til de
samme Haydn-symfonier om og om
igen.
Anmelderne skrev:
6 stjerner. Polsk
mesterværk. Velfortalt og
gribende roman om opvæksten i en
minearbejderby i kommunismens
Polen.
Barsk og poetisk
polsk roman om at være enearving
til flere generationers
livsangst og dødsfiksering...
Denne unge polske roman
fortjener sin store udbredelse,
og Batzer & co skal have stor
tak, fordi vi også får lov at
læse med-
Den anden hånd er et dristigt
og frygtløst ridt fra Afrikas
jungle til livet i en
London-forstad - via et
chokerende og skæbnesvangert
møde på en strand i Nigeria.
Hvad sker der, når en af verdens
katastrofer, som man ellers kun
hører om i tv, rammer en selv?
Romanen indledes på et
asylcenter i England, hvor Lille
Bi - en 16-årig pige fra Nigeria
- har tilbragt to år af sin
ungdom, mens hun har forberedt
sig på en fremtid baseret på
håb. Forberedelserne er først og
fremmest gået ud på at gøre sig
selv uattraktiv i forhold til
mænd samt at lære engelsk på den
måde som dronningen taler. Begge
dele som overlevelsesstrategier.
En dag lukkes Lille Bi og tre
andre piger ud fra asylcentret
ved en fejl, ud i friheden. Og
der står hun så - den eneste
forbindelse hun har til England
er et kørekort fundet på en
strand i Nigeria. Kørekortets
ejer er journalisten Andrew
O'Rourke. Hun mødte ham og hans
kone på en strand i Nigeria to
år tidligere. Lille Bi ringer
ham op, og O'Rourke bliver slået
ud af forfærdelse over at høre
fra hende igen. Ud fra dette
lille mysterium udfolder Lille
Bis historie sig, og efterhånden
som den skrider frem finder man
ud af, hvad der er foregået på
stranden i Nigeria, og hvordan
den episode har forandret både
O'Rourke-familiens og Lille Bis
liv for altid.
Cleave formår at skrive sine
personer frem, så de bliver
aldeles virkelige og troværdige,
hvilket deres sorger og lykke
dermed også bliver.
Anmelderne skrev:
"Den anden hånd" er
forrygende velskrevet, effektivt
komponeret og har en egen
bittersød og barsk humor.
Storbritanniens
flygtningepolitik får sig et
gevaldigt skud for boven, men
kritikken kunne såmænd også
ramme flere europæiske landes
udvisninger af afviste
asylsøgere. Den er ikke kun dybt
vedkommende for briter, den bør
røre, berøre og ramme alle.
Maria Sjøqvist, Kristligt
Dagblad
Det er en rigtig god
roman, og den bør læses af alle,
for hvem parcelhuset ikke er
verdens grænse.
Lars
Bonnevie, Weekendavisen
6 stjerner. »Den
anden hånd« er en af de bedste
og mest gribende bøger, jeg
længe har læst. Det brede
læsepublikum er enigt - bogen
har i løbet af det seneste halve
år solgt mere end 5.000
eksemplarer om ugen i England.
Cleave har øje for
både geopolitiske aspekter og
dirrende spændinger mellem
mennesker. Resultatet er en
fremragende roman af den
samvittigheds-pirkende slags,
som man ikke bare lægger fra sig
efter endt læsning.
Den unge Adam lever som skrædder
i DDR. Kvinderne holder af Adam,
fordi han syr tøj til dem, som
gør dem smukke og attraktive.
Adam holder af smukke kvinder.
Når de bærer hans kreationer
begærer han dem alle - og
bortset fra det elsker han
Evelyn.
Adam er sådan set godt tilfreds
med sit liv, til trods for de
begrænsninger jerntæppet - og
Muren - sætter. Men hans
kæreste, Evelyn, længes efter
bedre muligheder - for at tage
en uddannelse og for at rejse.
Da hun en dag finder Adam i en
kompromitterende aktivitet med
en af sine kvindelige kunder,
gør hun deres forhold forbi og
rejser på ferie i Ungarn med sin
veninde Simone og dennes fætter
Michael. Det bliver kickstarten
på en stribe tragikomiske
begivenheder: møder med
fremmede, gamle venner,
grænsevagter og bureaukrater,
alt sammen fortalt med
befolkningens voksende
utilfredshed med DDR og det
kommunistiske styre som
bagtæppe.
Adam følger desperat efter
Evelyn og hendes to
rejsekammerater, først
Balaton-søen i Ungarn, senere
til Østrig og til slut til
Vesttyskland i håbet om at vinde
hende tilbage.
Adam og Evelyn rammer præcist
og grotesk morsomt stemningen i
tidsånden - den følelse af
usikkerhed og muligheden for
forandring, som netop fandtes i
sensommeren og efteråret 1989
blandt østtyskere. Evelyn er
tiltrukket af Vestens løfter om
frihed, men samtidig splittet i
beslutningen om at forlade sit
hjemland; Adam længes tilbage
til sit gamle liv i Øst, men kan
ikke opgive Evelyn.
Anmelderne skrev:
5 stjerner. Tyske
Ingo Schulzes ømme og morsomme
fortælling om det kommunistiske
tvangsparadis og det
kapitalistiske forbrugerparadis
fås nu på dansk.
5 stjerner. Var Murens
fald en velsignelse eller en
forbandelse? Ingo Schulze
undersøger spørgsmålet i en
fascinerende underspillet
Wende-roman.
Mikael
Busch, Jyllands-Posten
"Den tyske forfatter
Ingo Schulze lader følelser og
forvirring være
omdrejningspunktet for sin
litterære roadmovie, hvor
personerne må kæmpe sig gennem
østbloklandenes tunge
bureaukrati, de bæbrune byer og
en konstant bekymring for
stikkere. [...] En bittersød
roman om at fragte kærligheden
med fra den gamle til den ny
verden.".
Ekstra
Bladet
oprindelig forfatter: Stine Bang Iversen - Gladsaxe Bibliotekerne